12.02.2016

Perfekte pandekager

 I tirsdags var der international pandekagedag, og eftersom jeg lider af en lidt for sød tand, stod aftensmaden hos min kæreste og jeg på hjemmelavede dessertpandekager. Opskriften er meget let, og de smagte meget godt - dog ville jeg selv komme mere vaniljesukker i, men det er heldigvis noget, der er let at huske til næste gang. Opskriften er min kærestes, der er eftersigende til fire personer og pandekagerne har en mellemtykkelse.

Der skal bruges 250g hvedemel, tre æg, to spiseskefulde sukker, to spiseskefulde olie, to deciliter mælk, vaniljesukker efter behov og vand, så dejens tykkelse er passende.


Først blandes mel og æg, som røres godt rundt med håndkraft og et piskeris. Herefter tilføjes olie og mælk, vaniljesukker og sukker, og det hele blandes godt sammen, så eventuelle klumper røres ud. Til sidst tilsættes vand, hvis dejen ønskes tyndere. Pandekagerne bages omtrent to minutter på en mellemvarm pande, hvor der tilsættes smør eller margerine som fedtstof.

Hvis det var min egen opskrift, havde jeg valgt at lave tykke, amerikanske pandekager, hvor jeg gerne tilføjer neutral skyr eller A38 samt bagepulver. Pandekager er heldigvis en smagssag, og det er nemt at tilføje smagsfremmere som bær, kardemomme eller ekstra vanilje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar